top of page
Søg

Er jeg den eneste der føler mig usikker som ny mor?

  • Elisabet Tromborg
  • 4. okt. 2021
  • 3 min læsning

Opdateret: 17. maj 2023



Nej, du er slet ikke den eneste kvinde, der har det sådan. Usikkerheden er bare ikke noget mange taler om. Og på de sociale medier er det ofte også et glansbillede af virkeligheden du får at se, der kan det ligne peace of cake at være ny mor.


Jeg blev selv meget usikker, da jeg blev ny mor for snart et år siden.


Faktisk havde jeg tænkt om moderskabet at med min pædagogiske baggrund i vuggestue, børnehave og på børnehjem i Mellemamerika, så skulle det da nok blive let for mig!


Men. Jeg blev overrumplet af min egen usikkerhed, og bekymringerne stillede sig hurtigt i kø: "Var jeg nu en god nok mor for vores dejlige nye baby?" "Hvad nu hvis min søn ikke kunne falde til ro, havde jeg så gjort det helt forkert?" "Hvad med amningen, gav jeg ham nu nok mad?" Ja, alt kunne der sådan set blive sat spørgsmålstegn ved.


Jeg havde ikke hørt andre kvinder tale om, hvor usikre de var som nye mødre, og jeg følte mig meget ensom omkring at have det sådan. Måske var der noget galt med mig? Måske var jeg bare alt for ringe? Ja tankerne fløj afsted.

Jeg skulle hurtigt erfare, at det er helt naturligt at opleve usikkerhed i den nye mor-rolle.


Måske er du lige blevet mor for første gang, og kan nikke genkendende til usikkerheden - og måske føler du dig til tider helt forkert og som en fiasko, når det kommer til at være ny mor?


Det er helt forståeligt, at du har det sådan. Prøv at tænk på at det er en helt ny rolle du har fået i livet, at være nogens mor.

Før var du måske søster, faster, svigerinde, veninde, kæreste/kone, nu er du pludselig også M.O.R. og har en dejlig baby at tage dig af. Og hvordan gør man så lige det?


Meget usikkerhed kan melde sig i det spæde moderskab, men hvis du midt i træthed, babybleer, kærlige kram og kys af den lille kan finde en lille smule selvaccept - en tro på at det du gør, er godt nok - Så er du godt på vej.

"Jamen er det ikke utroligt at jeg føler mig SÅ usikker?"


Prøv at tænk på den dag du fødte dit barn - fra det øjeblik kom du i en ny livssituation, og fra dén dag af, var det dit/jeres ansvar at tage sig af jeres nye lille spædbarn - et lille barn der var dybt afhængig af jer på alle områder.


Pludselig går din tid med nogle helt andre ting end før fødslen, måske med amning, bleskift, at trøste, vugge, pludre med den lille ny, barnevognsture, tudeture (måske mest for dit eget vedkommende!) natteroderi, kram og kys, en enorm træthed.

Alt sammen nye ting i en ny hverdag, hvor du tit er helt lav på energi (ofte hele det første år), og dernæst kommer alle følelserne der sidder ude på tøjet, og du kan føle, at der intet skal til for at vælte dig omkuld.


Det er ikke mærkeligt hvis du føler dig usikker med alt det nye + din nye titel. Tro mig, der er intet galt med dig. Jeg vil nærmere sige, at din usikkerhed viser, at du er et rigtigt menneske med følelser, som reagerer naturligt på en stor livsomvæltning.


Og husk, vi er som kvinder forskellige, og reagerer forskelligt på moderskabet. Derfor er der heller ingen facitliste a la: "Når du reagerer sådan, er du rigtig" - for den sag er så individuel.

Du er unik som den mor du er - lad ingen tage det fra dig.


Og en dag af gangen.

Ligeså stille vil du måske finde, at du vokser i mor-rollen, og føler dig mere sikker (selvom usikkerheden selvfølgelig altid kan melde sig igen, det er en naturlig følelse, der hører med til forældreskabet).

Commentaires


Les commentaires ont été désactivés.
Post: Blog2 Post
bottom of page