Gør jeg det godt nok med min baby?
- Elisabet Tromborg
- 20. okt. 2021
- 2 min læsning
Opdateret: 17. maj 2023

At blive mor er en stor ting. Pludselig handler det ikke mere om dig. Nu handler det om dit lille barn der har brug for mælk, en ren ble, at sove og masser af omsorg. Og kan du finde ud af det?
Dagligt forsøger du måske at gøre dit bedste med at opfylde din babys behov med amning, bleskift, omsorg og tryghed.
Og måske føler du dig uperfekt. Det er helt naturligt at have det sådan. I starten er det let at føle, at man gør alt forkert, alt er jo nyt.
Men du gør det godt.
Alt det du gør for din baby dagligt betyder noget, også selvom du synes det er små ubetydelige ting, og måske har du slet ikke tænkt over, alt det du rent faktisk gør i løbet af et døgn - med din baby...
Her kommer en lille øvelse, som vil vise dig, at du gør det super godt:
En dag hvor din baby tager en lang lur, kan du prøve at sætte dig et roligt sted. Tænk så over, hvad du gør for dit barn i løbet af et døgn - og lav en liste med 10 punkter.
Fx:
Du giver din baby mælk
Skifter babys ble når det er nødvendigt
Trøster din baby og tager det op når det græder
Snakker og pludrer med det
Går tur med barnevognen, for at få baby til at sove
Skifter babys tøj, hvis bleen har været "utæt"
Er obs på din babys grænser i selskab med andre
Ligger din baby på et legetæppe, hvor det hygger
Vugger din baby i søvn eller ligger en hånd på dets bryst, indtil det sover - hvis det ikke vil sove af sig selv
Har daglig øjenkontakt
Alle de ting du gør, har stor betydning for din babys trivsel og velvære. Og det er handlinger der viser at du elsker dit barn højt.
Du kan gemme din liste, og læse den en dag hvor humøret ikke er højt, og du føler dig utilstrækkelig - Lad den blive din lille reminder om at du er en fantastisk mor.
OG..
Dit barn kunne ikke få en bedre mor end dig. Det mærker din kærlighed og dine ihærdige forsøg.
Comments